Konventionelle krystallinske siliciumpaneler placerer metalgitterlinjer på cellens forside for at opsamle strøm. Det gitter blokerer en del af indkommende sollys, og hver samleskinne eller finger printet på tværs af glassiden repræsenterer tabte fotoner, der aldrig når silicium. HPBC 2.0, eller heterojunction passiveret tilbagekontaktteknologi, flytter hele elektrodestrukturen til bagsiden af cellen. Forsiden bliver et kontinuerligt, ubrudt lysabsorberende plan, mens positive og negative kontakter er arrangeret i et sammenflettet mønster på bagsiden.
Dette er ikke en kosmetisk ændring. Fjernelse af metallisering på forsiden eliminerer de skyggetab, der typisk tegner sig for en målbar andel af et panels teoretiske output. Kombineret med en N-type siliciumbase, som giver længere minoritetsbærerlevetid og lavere følsomhed over for almindelige urenheder end P-type wafere, er resultatet en cellearkitektur, der starter fra et højere effektivitetsloft, før nogen downstream engineering overhovedet begynder. For installatører og aktivejere er det praktiske resultat et modul, der producerer mere energi pr. kvadratmeter tagplads uden at kræve større arrays, hvilket direkte omsættes til højere levetidsindtægter fra det samme fysiske fodaftryk.
