Glas-glas konstruktion fordeler mekanisk belastning mere jævnt, fordi begge flader deler lignende stivhed og termisk ekspansionsadfærd. Et polymerbagark er mere fleksibelt og kan udvikle mikrorevner omkring celleforbindelser, når modulet bøjer sig under gentagen vind- eller snebelastning.

Disse forskelle bliver mest synlige flere år efter drift, længe efter at en rutinemæssig visuel inspektion ville afsløre noget usædvanligt, hvilket er grunden til, at statiske belastningsklasser og langsigtede feltdata betyder mere end en første års inspektion.

Et polymerbagsideark forbliver i det mindste delvist permeabelt for vanddamp over en levetid på flere år. Glas er effektivt uigennemtrængelig, så en glas-glasholder fugt væk fra indkapslingsmidlet, og cellen forbinder langt mere konsekvent gennem dens nominelle levetidsstruktur.

Den samme barriereeffekt bremser PID-relateret effekttab, da potentialinduceret nedbrydning accelereres af fugt kombineret med spændingsspænding mellem cellen og den jordede ramme, hvilket betyder mest for store jordmonterede arrays ved højere systemspændinger.

Ingen enkelt struktur vinder på hver faktor. Dual-glas konstruktion fører til fugtbestandighed, PID-modstand og bifacial gevinst, mens enkelt-glas konstruktion holder en side med hensyn til vægt og forudgående omkostninger, hvorfor beslutningen bør følge projektet frem for en hurtig præference.

Samlede ejerskabsomkostninger sporer sjældent købsprisen alene, når et system forventes at køre i to og et halvt årti eller længere. Tabellen nedenfor opsummerer, hvordan de strukturer typisk sammenlignes på tværs af jordmonteret og taginstallation.